Havet er ikke din losseplads - voksende modstand mod bortskaffelse af britisk platform

OSPAR møder – voksende modstand mod bortskaffelse af britisk platform

"Shell - Havet er ikke din dump"

Næsten ubemærket af den "store" nyhed finder der lige nu et skue sted i Nordsøen nordøst for Shetlandsøerne og kun 200 kilometer fra den norske kyst. Greenpeace-skibet "Rainbow Warrior" med aktivister er på stedet i det barske Nordsø. Siden mandag morgen har de demonstreret i Brent Oilfield, klatret op på to af de fire platforme i den nordlige Nordsø og sat bannere på Brent "Alpha" og Brent "Bravo" med sloganet: "Shell - Havet er ikke din losseplads! ".

Grenpeace påpeger, hvad der har været kontroversielt diskuteret i London her til morgen, men som for længst er blevet besluttet: det udnyttede Brent-oliefelt – udnyttet af den britiske olie gigantiske Shell siden 1976, skal ikke, som fastsat i internationale regler, skilles helt ad, men delvis lades som det er. International modstand rører sig mod denne forestående beslutning, og den tager langsomt fart efter Brexit-teatret til at blive et andet kritisk spørgsmål mellem Storbritannien og adskillige EU-stater. Brent-oliefeltet i hjertet af Nordsøen er udtømt, anses for at være fuldstændigt udnyttet og tillader ikke økonomisk rentabel olieproduktion.

Men i stedet for at demontere oliefelterne, som har kørt med milliarder af profit gennem årtier, og bortskaffer dem på en miljømæssigt ansvarlig måde, forbereder den britiske Shell-gruppe sig på at efterlade dele af Nordsøens produktionsanlæg i Nordsøen med en undtagelsesregel fra den britiske regering . Selvom Brent-platformene "Bravo", "Charlie" og "Delta", over havoverfladen, skal demonteres, men de strukturer under havoverfladen, som skal efterlades, er en tikkende bombe for miljøet.

Der er 42 nedsænkede olietanke, omkring 60 meter høje, som indeholder mere end 11.000 tons olie, ifølge Shell. Når tanke og kamre korroderer og rådner, vil denne mængde olie blive udledt i havet.

Industrien klager over, at demonteringen og bortskaffelsen af ​​denne ejendom teknisk set er meget kompliceret og dyrt. Dr. Christian Bussau fra Greenpeace Hamburg er havbiolog og har en doktorgrad i dybhavsbiologi. Han er specialist i disse spørgsmål og startede sin karriere som Greenpeace-aktivist i 1995, hvor han demonstrerede mod forliset af tankplatformen "Brent Spar" i North Atlantic Shell. Det britiske olieselskab havde til hensigt at bortskaffe sit "skrot" i 2000 meter vand. Efter alt var olieselskabet med succes tvunget til at bortskaffe "Brent Spar".

Næsten præcis 25 år senere er Dr. Bussau tilbage i Nordatlanten: Bussau accepterer ikke de multinationale selskabers undskyldninger: "Shell-gruppen dominerer produktionen af ​​offshore-olie med en høj grad af præcision og under de hårdeste forhold som ingen anden multinational olie. Med dette i tankerne er det virkelig svært at tro, at den velordnede og professionel bortskaffelse af dette produktionsaffald burde give problemer". Og det mener også de fleste OSPAR-medlemmer, som i denne strid frem for alt ser forsøget på at flytte ubelejlige opfølgningsomkostninger til naturen og dermed til den brede offentlighed.

I dag mødes OSPAR-kommissionen i sit hovedkvarter i London og er forpligtet til at opnå tre-fjerdedeles flertal for de planlagte undtagelser fra den britiske regering, som er i modstrid med aftalerne indgået i Oslo og Paris.

Nordmændene er kun 200 kilometer væk fra Brent-oliefeltet og de fire platforme, der skal deponeres. Men de ser også ud til at være mere bekymrede over spørgsmålet om omkostninger end om miljøfarerne, fordi de nu tilsluttede sig den britiske holdning. Hvilket ikke er overraskende, for også her handler det åbenbart ikke primært om farerne for miljøet, men problemet med, at nordmændene med deres egne offshore-platforme hurtigt har et lignende problem...

Forbundsrepublikken Tyskland er medlem af OSPAR, den organisation, der er ansvarlig for al udledning, dumpning og sænkning i området ved Nordatlanten og Nordsøen, samt licensproceduren mv. til vindmølleparker og olieplatforme. OSPAR står for "Oslo" og "Paris", fordi i disse to byer blev næsten alle europæiske kyststater, inklusive Storbritannien, enige i to konventioner om ensartede, strenge regler for økonomisk udnyttelse af disse internationale områder.

Den britiske regerings forventede fritagelse for det lokale multinationale olieselskab ville lette denne meget komplekse og dyre bortskaffelse. Ud over Brexit åbner der sig således endnu et konfliktområde, som bringer den britiske regering i dialog med talrige europæiske stater. Det skyldes hovedsageligt, at Storbritannien som OSPAR-medlem har pålagt sin offshore-industri at spare 35 % af de beregnede omkostninger til de foreskrevne og planlagte bortskaffelser. Dette opnås kun ved viden om, at det britiske finansministerium støtter sin olieindustri med ikke ubetydelige skattelettelser for denne kostbare virksomhed.

Tyskland har allerede officielt protesteret mod denne truende procedure, fordi farerne for Nordsøen og de umiddelbare naboer, der skal bo i industriresterne under havoverfladen, er uoverskuelige høje.

I modsætning til for 25 år siden i tilfældet "Brent Spar" har den brede offentlighed hidtil stort set været udeladt. Medierne i dag foretrækker at diskutere Twitter-beskeder fra Trump eller fokusere på de talrige militære konflikter, det være sig militære eller økonomiske, overalt i verden. 11.000 tons olie, som skulle blive i havet, spiller kun en mindre rolle. Brave New World ...


Gæstepost - Dr. Christian Bussau< /div>

For et par timer siden sad jeg stadig i en Greenpeace-jolle - midt på Brent Oilfield i den nordlige Nordsø og støttede vores aktivister, som besatte de to Brent Alpha og Brent Bravo shell platforme i mere end 24 timer. Greenpeace er der for at forhindre Shell i at misbruge havet som en losseplads for 11.000 tons olie.

For 24 år siden, i maj 1995, besøgte jeg Brent-oliefeltet 190 km nordøst for Shetlandsøerne for første gang. Vi havde besat Brent Spar-platformen, fordi Shell ville sænke den skrotmodne platform i havet. Vejret var dårligt, meget koldt, høje bølger og storm. Om natten stod jeg på Brent Spars helikopterplatform og så et industrilandskab midt ude i havet: De stærkt oplyste og skyskraberhøje olieplatforme, hvis gasbrændende flammer oplyste de lavthængende skyer i rødt... Millioner støttede vores kamp mod Brent Spars forlis. Men det handlede om meget mere: Det handlede om respekt for naturen og om at forhindre industri og politik i at bruge vores have som skraldespande.

Siden 1995 har Greenpeace kæmpet for beskyttelse af havene og mod olieindustrien. Shell har ikke lært noget siden. Ingen ansvarlig person ville blot dumpe sit affald i naturen, synke sin bil i den nærmeste sø eller begrave sit bilbatteri i haven. Og alligevel ville Shell gøre netop det.
24 år senere skal de fire platforme på Brent-oliefeltet bortskaffes. Shell planlægger at efterlade enorme dele af det i havet. Så 64 gigantiske betonceller skal rådne på havbunden. Disse betonceller er 60 meter høje, 20 meter brede, har 1 meter tykke betonvægge og en kapacitet på 10.000 kubikmeter. De indeholder 640.000 kubikmeter olieholdigt vand og 40.000 kubikmeter olieholdigt sediment med et samlet olieindhold på 11.000 tons olie.

I en periode på mere end 20 år har Shell forsøgt at bortskaffe skrot og olie i naturen, nogle gange skulle en hel platform sænkes, nogle gange er der 11.000 tons olie tilbage i havet. Og politikken, den britiske regering, ser og støtter dette. Hos Brent Spar og nu til OSPAR-mødet (Oslo-Paris Commission for the Protection of the North-East Atlantic).

Lærer vi overhovedet ingenting? Hvad skal der ellers ske, for at vi vågner op og lærer at respektere naturen? Vi skal beskytte vores natur, det er vores levebrød. Bevægelsen "Fridays for Future" viser skolebørn, som nu står frem og kræver retten til en livlig fremtid. Uden miljøbeskyttelse, klimabeskyttelse, havbeskyttelse vil der ikke være sådan en fremtid.

Olie virksomheder som Shell er ansvarlige for havforurening med deres forretningsmodel. Det er ikke længere acceptabelt. Shell og olieindustrien fortjener ikke en fremtid. Fremtiden tilhører i stedet virksomheder, der tager ansvar for jorden og vores fremtid.