Ny metode til overvågning af CO2-kilder på havgrunden

August 30, 2019 Forskere undersøgte naturgaslækager i Middelhavet ud for Italien

Opbevaring af kuldioxid i havbunden er en af ​​de foranstaltninger, som IPCC diskuterer for at begrænse klimaændringer. Indtil videre er der dog ingen dokumenterede metoder til at overvåge mulige CO2-lækager under vandet på store havbundsområder. Ved at bruge naturgasbrønde ud for Italien har forskere fra GEOMAR Helmholtz Center for Ocean Research Kiel udviklet modeller, der kunne hjælpe med at planlægge lækageovervågning.

Alene ved at reducere drivhusgasemissionerne er målene i Paris-aftalen om klimaændringer nu næsten umuligt at opnå. Derfor diskuterer IPCC yderligere tiltag for at reducere koncentrationen af ​​drivhusgasser i atmosfæren. For eksempel kan kuldioxid produceret ved afbrænding af fossile brændstoffer opfanges eller fjernes direkte fra atmosfæren og derefter opbevares i geologiske reservoirer. Den norske koncern Equinor (tidligere Statoil) har drevet et sådant anlæg til opsamling og lagring af kuldioxid siden 1996. Hvert år sprøjter det omkring et megaton CO2 ind i et vandførende sandstenslag under Nordsøen. Der diskuteres dog stadig pålidelige muligheder for effektivt at overvåge lækagen af ​​drivhusgas fra sådanne undersøiske reservoirer.

I denne sammenhæng har GEOMAR-forskere studeret naturlige vulkanske kilder til kuldioxid ud for Italiens kyst. Med resultaterne af disse undersøgelser har de udviklet modeller, der kan bruges til at overvåge sikkerheden af ​​fremtidige undersøiske CO2-aflejringer. Den tilsvarende undersøgelse er nu publiceret i det internationale tidsskrift Environmental Science & Teknologi.

Oplagring af kuldioxid i klippelag under havbunden udgør en lavere risiko for mennesker sammenlignet med landbaseret lagring. Skulle der lække gas fra havbunden, opløses den i havvand. Det kan dog sænke pH og skade det lokale økosystem. "I øjeblikket er der ingen etableret metode til at lokalisere en sådan kuldioxidlækage og til at bestemme den samlede mængde af udgående gas, da udgangspunkterne strækker sig over flere hundrede kvadratmeter havbundsareal," forklarer Dr. Jonas Gros fra GEOMAR, førsteforfatter til det nye studie. Sammen med kolleger undersøgte han derfor ændringer i pH i nærheden af ​​naturlig kuldioxidudledning foran Panarea, en lille ø ud for det nordlige Siciliens kyst.

Under dykkeroperationer og med skibsbaserede instrumenter, indsamlede de gas- og vandprøver nær udgangspunkterne. Holdet brugte disse data til at teste en computermodel, han udviklede, der ville forudsige pH-ændringer i havvand på grund af kuldioxidlækage. Denne simulering viste, at mere end 79 procent af kuldioxiden allerede er opløst i en afstand af fire meter fra havbunden.

Teamet fandt også ud af, at modellen var i stand til at forudsige et mønster af pH-variation i vandet. omkring gasbrøndene, hvilket var sammenligneligt med de målte sensordata. "Dette vil gøre det muligt for den nye model at tjene som en guide til strategier til rutinemæssig overvågning af kulstofdræn i havbunden og vurdering af kuldioxidemissionernes indvirkning på det lokale havmiljø," sagde Gros.